Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
close
Får du vores nyhedsbreve?expand_lessmail_outline
Nej tak
andre skriverogså værd at læse
amazonas, regnskov, skovrydning
via DR 26. aug 2019 07:37
DTU installerer mini-fusionreaktor
via Politiken 23. aug 2019 07:26 15
Uddannelsesministeren vil have en ny karakterskala
Ingeniøren Blogs
  • Thomas Pedersen

    Swirler-data

    Kære Raketvenner, Efter lidt tilløb er vi nu i gang med at måle på de fine små swirlers vi har gået og syslet med. Som I nok husker fik vi dem fræset hos PH Spaanteknik og for nogle uger siden fik vi så loddet de første af dem sammen til test. Selve ideen med testen er ganske simpel. Vi skal have målt hvor meget vand der strømmer igennem per tid for et givet trykfald. I teststanden er trykfaldet givet ved trykket i selve injektoren minus atmosfærens tryk, da vi jo skyder vandet ud i luften. I en motor vil trykfaldet selvfølgelig være givet ved trykket i injektoren minus trykket i motoren. En swirler er i øvrigt designet således at dens exit areal er væsentligt større end indgangsarealet, dermed er det de små indgangshuller som sætter begrænsningen i flow. *CS basis swirler-element som tegnet i Solidworks og efter ankomst fra PH Spaanteknik. Det er indgangshullerne i siderne som styre, hvor højt flowet er.* Teststanden har to små, billige flowsensorer som kan måle det aktuelle flow. Vi ser i praksis at flowsensorerne er lidt trykafhængige, så for at komme udenom det samles alt vandet fra en test op og vejes, så har man et totalt flow at korrigere flowsensorens måling op imod. Vi har som tidligere nævnt at vi gerne vil teste disse swirlers på en BPM5 motor, så i første omgang skal vi have designet nogle swirlers der kan give det rigtige flow i en BPM5 motor. Det vil i givet fald sige at vi skal bruge et flow på 1110 gram/s ethanol og 1450 gram /s LOX. Vi har leget lidt med geometrien i Solidworks og er landet på at vi kan have 19 swirlers i en BPM5. Det giver et flow på 58 gram ethanol per sekund og 76 gram LOX per sekund. Nu har vi jo ikke ethanol og LOX på vandflow-teststanden, så omregner vi for densitet vil det svare til at vi på ethanol-siden skal ramme et vandflow på 68 g/s og på LOX-siden skal vi ramme et vandflow på 67 g/s. Flowsensorerne måler jo volumenflow, så det er henholdsvis 68 og 67 ml/s. Vi har til en start testet to elementer. Element #1 har på LOX siden fire indgangshuller med Ø1,1 mm og på fuel siden seks huller med Ø0,9 mm. Element #2 har på LOX siden ligeledes fire indgangshuller med Ø1,1 mm og på fuel siden fire huller med Ø1,0 mm, forskellen mellem de to elementer ligger altså på fuel siden. De umiddelbare data vi får fra sådan en test kan plottes som vist nedenfor. *Injektortryk og masseflow som funktion af tid for fuel siden på element #1.* Vi ser altså pæne forløb med næsten konstant tryk og dermed næsten konstant masseflow over forholdsvis lang tid. Det interessante er så når man tager alle disse data og plotter dem som masseflow som funktion af tryk. Det ser vi nedenfor. *Masseflow som funktion af tryk for fuel siden på element #1.* Data er fittet til en funktion som y = c*sqrt(x) idet det forventede flow, q, er givet som q = Cd*A*sqrt(2*dP), hvor Cd er discharge koefficienten, A er tværsnitsarealet og dP er trykfaldet. Data ses at passe rigtig fint med en sådan funktion. Tager vi alle fire måleserier på de to elementer ser det ud som nedenfor. *Masseflow som funktion af tryk for begge sider af element #1 og #2.* De to elementer er som nævnt ikke ens i deres hulkonfiguration. Jeg har anført huldimensionerne på graferne. De to elementer har identisk konfiguration på LOX siden, men alligevel ser vi ikke samme flow på de to kurver i venstre side. Vi oplevede dog også at element #1 blev bedre undervejs, som om der var noget flus eller andet fra loddeprocessen, som blev skyllet ud undervejs. Det indikere at vi måske ikke helt har mestret en god loddeprocess på disse første elementer. På det bedste af de to elementer ser vi et flow på 61 g/s ved 3 bar, altså en smule under de tilsigtede 67-68 g/s. Kigger vi på fuel siden af de to elementer så lander vi på ca. 51 og 46 g/s.Her ligger vi altså en del under de ønskede 67-68 g/s. Vi skal altså lidt op i enten hulstørrelse eller antal huller både på fuel og LOX siden af vores elementer. Det gør vi til en start ved at modificere de elementer vi allerede har fået fra PH Spaanteknik. På LOX siden borer vi de fire 1,1 mm huller op til 1,2 mm og på fuel siden borer vi ligeledes 1/10 op fra 1,0 til 1,1 mm. Som en yderligere del af vores vandflowtest vil vi gerne visualisere hvorledes keglerne fra disse swirlers interagere med hinanden. Derfor har vi sat en lille 7-swirler manifold i produktion i HAB Nord. Den bliver fræset i POM og i denne kan vi så frit montere mellem en og syv swirlers og se hvorledes deres spray pattern ser ud. Med lidt held kan vi have den klar til test i den kommende weekend. *7-swirler manifold som bliver fræset i POM.*
  • Poul-Henning Kamp

    En lav-inerti-situation

    Den 9. august havde de problemer med elnettet i England, lidt i fem om eftermiddagen blev en højspændingsledning ramt af lyn, hvilket er helt normalt i et elnet, men umiddelbart efter faldt to elproducenter også ud hurtigt efter hinanden og så begyndte korthuset at hælde kraftigt: Der er som altid mange interessante aspekter og det er kun en [foreløbig rapport](https://www.ofgem.gov.uk/system/files/docs/2019/08/incident_report_lfdd_-_summary_-_final.pdf) ovenstående er sakset fra. Det jeg finder mest interessant ved rapporten er at den fem gange bruger udtrykket *"low inertia conditions". I de rigtig gamle dage blev elektricitet lavet på en masse små "maskiner" rundt omkring i landskabet og derfor var der mange udsteder "malkelister" som sikrede at bønderne fordelte belastningen fra de nymodens og meget populære malkemaskiner så elværkets maskine kunne følge med. En periode med meget kraftig konsolidering i elbranchen introducerede højspændingsnettet så man kunne "hjælpe hinanden" og derfra og til efterkrigstidens få store og meget mere økonomiske elværker var der naturligvis ikke langt. En sideeffekt af disse store generatorenheder var den mekaniske inerti: Rigtig strøm blev lavet at [store roterende klumper jern](https://www.e-pages.dk/ingarkiv/7956/?page=35): Generatorers mekaniske inerti er direkte koblet til elnettet vi de magnetiske felter og derfor vil ethvert forsøg på at forandre frekvensen på elnettet indebære at der skal fjernes eller tilføjes rotationsenergi til en stor klump jern i hver generator. Selv et elværk i standby bidrager med denne inerti, idet generatoren kører rundt i "frihjul" synkroniseret til nettet, klar til at producere elektricitet så snart man fyrer på kedlerne. Nu om dage produceres rigtig meget elektricitet uden store roterende klumper jern, eller med roterende klumper jern der via switch-mode convertere kun er løst forbundet, eller slet ikke forbundet med elnettets frekvens, det englænderne kalder *"low inertia conditions"*. Den 9 august var reserverne 1 GW, rigeligt nok til at miste den største producentenhed i nettet, men det hjælper ikke meget hvis man i alt mister 188% af reserverne. Undervejs blev der lavet *"load shedding"* hvor ialt 931MW kunder blev koblet af nettet, hvilket gav dem problemer, fordi man aldrig får lov til at teste den slags ting ordentligt (eltog der ikke kunne starte igen) eller fordi nogen ikke havde lavet deres papirarbejde ordentligt (Newcastle Lufthavn), eller bare fordi nødstrømsudstyret ikke kan klare mosten når det kommer til stykket (Ipswich Hospital). Der er fundamentalt set to måder at håndtere fremtidens *"low inertia conditions"* på, enten skal vi tilføre elnettet inerti, f.eks med store svinghjul eller også skal man have standby- og regulerkraft der reagerer mindst ligeså hurtigt som en stor roterende klump jern netop ikke gør, dvs. store, rigtig store, batterier. I England blev der rullet 472MW effekt ind fra batterier som en del af deres *"Frequency Response"* men det fremgår ikke hvor stor energi (MWh) batterierne leverede udervejs. Hvis man kigger bagerst i [Energinet.dk's forskrifter](https://energinet.dk/El/Nettilslutning-og-drift/Regler-for-nye-anlaeg) dukker der krav om Laplace domæne beskrivelser af kraftværksblokkes opførsel: Energinet.dk ønsker disse *"så de kan indgå ved dynamiske simuleringer af kraftværksenheden og det kollektive elforsyningsnet."* I praksis er disse simuleringer stort set er ubrugelige på grund af et stort antal ubekendte og en stor andel af de kendte størrelser som er rent gætværk med max et betydende ciffer. Når det kommer til stykket kan man ikke gøre meget andet end at fyre på de kedler man kan, koble kunder af hvis det ikke er nok og så sætte sig ned bagefter og skrive en rapport til politikere og andre ophidsede personer. Hvis vi vil have et stabilt elnet fremover, er der næppe nogen vej udenom batterier, spørgsmålet er om vi også bruger dem til at flytte personer med. *phk*
    35 Kommentarer
  • Poul-Henning Kamp

    Baltic Pipe er på vej i jorden

    Set fra cyklen: Arkæologiske forundersøgelser er begyndt ved pumpestation Kongsmark. Arkælogerne kunne passende kalde deres rapport "[Vestlig profil af det Sydvestsjællandske Bondeplateau](https://bibliotek.dk/da/work/870970-basis%3A50773639)". *phk*
    1 Kommentarer
  • Jesper Damvig

    Hvad gør du, når vitale komponenter brister?

    Mine seneste blogindlæg har sat fokus på det spektakulære ved 3D-prints nyskabende produkter: der, hvor wow-effekten er stor, de anerkendende nik er mange, og øjenbrynene let ryger i vejret. At 3D-print er en innovativ og relativ ny teknologi i kraftig vækst, der skaber banebrydende resultater, er åbenlyst: Jeg har i blogindlæg blandt andet beskrevet, hvordan 3D-print forbedrer forholdene for dem, som døjer med tandsættet, har hjerteproblemer eller behov for hjernestimuli. Tilsvarende har jeg beskrevet, hvordan 3D-print forbedrer bilers bremsesystemer, skaber anderledes briller og giver mulighed for mere ressourceansvarlig fremstilling af flykomponenter. De spektakulære muligheder ved 3D-print er store, og er der en rød tråd i mine synspunkter, så skulle det gerne være at illustrere, hvordan 3D-print leverer nytænkende, smartere og billige løsninger på flere og flere felter. ##Tre årtier med vækst på mere end 20 procent årligt Når 3D-print skaber vækst og banebrydende produkter, skyldes det, at 3D-print fremstillingsmæssigt konstant flytter grænserne for, hvad der hidtil har kunnet lade sig gøre. Med den øgede anvendelse, udbredelse og udvidelse af de teknologiske og materialemæssige muligheder kommer flere og flere brancher, virksomheder og personer til at drage fordel af gevinsterne ved 3D-print. Derfor er 3D-print omsætningsmæssigt vokset mere end 20 procent hvert år de forgangne tre årtier! I perioden 2015-2018 voksede omsætningen i den globale 3D-printbranche 24,4 procent årligt, dokumenterer de seneste tal. Men lad os lægge wow-effekten til side og i stedet rette blikket andetsteds. For en af de største fordele ved 3D-print ligger i et aspekt, der let risikerer at blive overset: på reservedelsområdet. Produkter bliver mere avancerede, komplekse og består af flere og flere komponenter. Med kompleksiteten øges afhængigheden, og nødvendigheden af kvalitet stiger. Det kan være alt fra jævnt træls til yderst risikofyldt, hvis en afgørende del i et stort apparat sætter ud. Dette er man fuldt ud klar over i mange brancher - ikke mindst i offshore-industrien, som er et eksempel på et komplekst produktionsapparat, hvor eventuelle brist på vitale dele lynhurtigt skal erstattes af optimale kvalitetsløsninger. ##Farvel til fysiske reservedelslagre Især for offshore-industrien, som ofte har produktionsapparater, der består af flere tusinde komponenter, er det bekosteligt at binde kapital i omfattende reservedelslagre. Hvis reservedelene tilmed befinder sig fjernt fra, hvor behovet opstår - langt inde på land og måske i en helt anden verdensdel - er det yderligere uhensigtsmæssigt. For haste-forsendelsen af vitale reservedele den halve jordklode rundt med skib, bil eller fly tager tid og belaster både klimaet og økonomien. Så også af den grund er der indlysende årsager til, at flere virksomheder nedskalerer deres fysiske reservedelslager. Skal man sikre stabil produktion, reducere omkostningerne til reservedelslagre og for alvor gøre op med køb og smid væk-mentaliteten, er det afgørende, at man opbygger digitale reservedelslagre. Det ved flere og flere virksomheder. Derfor bliver de fysiske lagre mindre rundt om på kloden. Og det er yderligere en enormt positiv, men knap så øjenbrynsløftende gevinst ved 3D-print. ##AM kræver kvalitet i alle led Inden man i vildfaren iver kaster sig ud i at investere i en billig 3D-printer, er det væsentligt at understrege, at der selvfølgelig er kæmpe udfordringer forbundet med fremstilling af reservedele til en branche så avanceret som f.eks. offshore-industrien. Man går derfor galt i byen, hvis man tror, at man kan tage en original tegning til for eksempel en udgået 7-vejsventil og 'bare' konvertere den om til en 3D-printet reservedel og derpå med et snuptag og tryllestøv printe den på en skrivebordsmodel. Den går ikke, Granberg! AM er en avanceret og kompliceret teknologi. Skal de åbenlyse gevinster ved teknologien høstes, fordrer det som i andre tilfælde, at der er høj kvalitet i alle led: bl.a. i materialer, teknologi og kompetencer. Når det handler om produkter af ældre dato, kan det være vanskeligt at fremstille en ny reservedel. Men med tiden og med anvendelsen af nyere komponenter forenkles processen. Det skyldes, at de enkelte komponenter, oplysninger om materiale og dimensioner nu lagres digitalt. Fordi vi globalt i stigende grad har adgang til digitale biblioteker, vil AM fortsætte sin massive udbredelse fremover. Det gælder også i de tilfælde, hvor det ikke i samme grad er spektakulært. Selv om man ikke lige bemærker forandringerne, kan det alligevel have enorm betydning.
    1 Kommentarer
  • Mads Stenfatt

    Bullseye!

    Kære raketvenner For nogle uger siden var vi taget på ekskursion til [Odense Faldskærmscenter](https://ofc.dk/) for endnu en faldskærmstest, hvor vi testede den første Spica rumkapsel ballute og en mindre modifikation til hovedfaldskærmens udfoldelsessystem. Efter nogle tekniske udfordringer er det nu lykkedes mig at få data ud af loggerne, og resultatet er yderst opmuntrende. *Balluten på sin tur tilbage til Moder Jord.* ## Spica balluten I nedenstående video kan I inden springene høre mine forventninger til flyveturen med balluten, hvor jeg forventer en faldhastighed på 110 km/t, og gerne lidt derunder. [video: https://youtu.be/4SQetzgLRWU] og vi ramte den lige i bullseye! Nedenstående er hastigheds- og G-målinger for balluten på sin tur ned fra knap 2,5 km's højde. I disse tests plejer jeg at bruge 1.500 meters højde som referencepunkt, da systemet på det tidspunkt sædvanligvis er stabiliseret. *Ahmad, vores testspringer, faldt med 107 km/t under balluten* Det kunne næppe være ramt bedre, da vi målte en faldhastighed på 107 km/t på det tidspunkt. ## Og hva' så? Det betyder sådan set, at vi begynder at kunne se enden af tunnelen i forhold til at skyde os ind på hvor stor balluten skal være til rumkapslen. Hvis vi vælger at sætte denne på den første rumkapsel, så vil de i fire km's højde falde med cirka 200 km/t, hvilket er målsætningen, i forhold til hvilken hastighed vi ønsker at opnå, når hovedfaldskærmen skal foldes ud. Af hensyn til G-påvirkninger tidligere på turen kunne vi dog godt tænke os, at kunne tage noget mere af toppen af farten inden vi rammer stratosfæren, hvor vi forventer at modtage den hårdeste opbremsning. Vi prøver derfor nu at se, hvor meget større en ballute vi har kapacitet til at producere, men nu er minimumskravet i det mindste opfyldt. *Spicaballuten som den så ud fra lige under.* ## Hovedfaldskærmen Vi fik også testet en lille ændring til hovedfaldskærmens åbningssystem. *Hovedfaldskærmen fuldt åben* I forhold til tidligere lod vi faldskærmen være mere tillukket i første stadie af åbningsforløbet, hvilket gav et mere blidt forløb. For at give et billede af effekten, har jeg lavet nedenstående sammensmeltning af to billeder, hvor man kan se første stadie lagt oven på den fuldt åbne faldskærm. *Komposit: første stadie af reefing og fuldt åben faldskærm* Ideen med at styre hvor hurtigt faldskærmen åbner er, at vi vil reducere de kræfter hvormed rumkapslen bremser op, for dermed at mindske risikoen for skader på udstyr og i sidste ende astronaut. Ovenstående kompositbillede viser hvordan vi først lader faldskærmene folde sig meget lidt ud, inden de gradvist folder sig helt ud. Konsekvensen af dette er, at vi reducerer opbremsningen fra potentielt 6-7G til lige under 3G. Det lyder måske stadig af meget, men til til sammenligning har jeg målt hvor meget jeg udsættes for, i tre af mine seneste faldskærmsspring, hvor jeg opnåede terminalhastighed inden åbning af faldskærmen. I disse tre spring blev det til 4,6G, 3,8G og 4,0G, hvor jeg blot hang i seletøjet. *G-påvirkninger under mit seneste faldskærmsspring* Det er klart at sådanne opbremsninger ikke er direkte behagelige, men de er overhovedet ikke noget problem at komme videre fra, til næste fase af flyveturen. ## Forudsigelse af rumkapslens landingspunkt Da vi i sidste ende skal have styr på sikkerheden omkring en astronaut, arbejder vi også på at kunne forudsige rumkapslens bevægelse igennem atmosfæren og de vindforhold som er styrende for ruten den tager. Derfor er disse spring også en øvelse i at forfine disse beregninger. Vores udfordring i disse faldskærmstests er altid at finde et exitpunkt fra flyveren, hvorfra ruten tilbage til springernes landingspunkt er kortest mulig, og faldskærmsudstyret ikke risikerer at gøre skade på 3. part. *Balluten lokaliseres med Yepzon trackeren* Ser man på ballutens bane, så lykkedes det også at bringe den til at lande inde på lufthavnens område, stort set præcis i den afstand og retning vi havde forventet fra udhopstedet. *Balluten landede indenfor lufthavnens hegn, lige til at tage hjem på få sekunder...* Lidt anderledes så det ud med hovedfaldskærmen, da den i stedet for at fortsætte ned fuldt udfoldet, valgte at klappe sammen og dermed faldt en del hurtigere end beregnet. Her var det netop væsentligt at vi havde taget højde for dette i planlægningen af springet, således at den blot landede i en mark. *Tre glade faldskærmsspringere* Mens de tre faldskærmsspringere kunne gå tilbage fra testen af hovedfaldskærmen kunne Sarunas og Greta drage på eventyr og finde hovedfaldskærmen, som i dagens anledning havde valgt at gemme sig i afgrøderne på en mark. *Sarunas samler hovedfaldskærmen op i en mark* ## Apropos reefing I vores samarbejde med den hollandske universitetsraketgruppe, [DARE ](https://dare.tudelft.nl/), fik vi mulighed for at få lavet en unik test, i kategorien "det kunne være sjovt at undersøge...". DARE hjalp os med at undersøge om, og i givet fald hvor meget, en ballute kan reefes, i det tilfælde at vi finder det nødvendigt at benytte den teknik dér også. Med nedenstående video fik vi demonstreret at der i hvert fald er en øvre grænse for hvor meget den kan reefes, og stadig være stabil :-) [video: https://youtu.be/Tkc-Jw-DHeQ] Men mere om de målinger på et senere tidspunkt. ## Hjælp søges! Det næste jeg kommer til at skrive om i den nærmeste fremtid, er på et område hvor vi mangler hænder der kan konstruere en rørføring fra en trykbeholder, igennem et ventilsystem og ud i en ballon. Det er en relativt simpel opgave, men måske noget som en af jer læsere kan byde ind på at hjælpe med? Flere detaljer skal nok følge, når jeg har fået beskrevet opgaven noget bedre... Ad astra, *Mads*
    2 Kommentarer
  • Svend Tøfting

    Tid for En Grøn Transportpolitik 2.0

    Vores nye Transportminister Benny Engelbrecht har som noget af det første proklameret, at der nu skal laves en helt ny aftale om fremtidens mobilitet og infrastruktur i Danmark. Han vil viske tavlen ren og satser på en bred politisk aftale. En rigtig god idé. For det er noget transportsektoren har bedt om i årevis, men faktum har været at mange aftaler siden 2012 har været med skiftende flertal til højre eller til venstre i skjulte natlige forlig. Jeg håber Transportministeren i forhandlingerne vil tage udgangspunkt i Socialdemokraternes valgoplæg fra januar 2019 - Danmark skal have en ny langsigtet infrastrukturplan. Så lad os kikke lidt på dette oplæg og starte med et citat: >>>>>>>><<<<<<< Den nye infrastrukturplan skal også markere starten på en ny og helhedsorienteret tilgang til de offentlige investeringer, hvor et bredt politisk flertal også forpligter sig til at mødes hver 5 år for at tilrettelægge en ny investeringsplan for de næste 10 år. Med nye rullende 10-årsplaner sikrer vi stabilitet og sammenhæng i investeringerne. Men det kræver overblik og transparens at lave rullende 10-årsplaner for investeringer i infrastruktur. Et overblik som slet ikke eksisterer i dag. Derfor vil vi som led i en ny langsigtet investeringsplan sørge for, at der bliver skabt et bedre overblik over planlagte offentlige investeringer, så vi kan sikre beslutningsgrundlag af høj kvalitet. >>>>>>>><<<<<<<<< Der findes allerede mange undersøgelser, der kan indgå i det kommende arbejde. Og med hensyn til at skabe transparens og overblik vil jeg foreslå, at vi kikker til Norge og Sverige, som i mange år har fastlagt deres transportplan i 3-4 årige periode efter grundige drøftelser bl.a. med kommuner og regioner. Så jeg håber Transportministeren vil starte med at få aftalt en lignende proces med sektorens partnere. Og her bør en af retningslinjerne være, at et projekt først kan blive endelig godkendt når der foreligger en VVM. For vi har set mange uheldige eksempler på, at der i skjulte natlige forlig er vedtaget projekter på et meget løst plangrundlag. Fx omfartsvejen ved Mariager og Billundbanen. Og jeg vil forelå, at Transportministeren lige kikker på det seneste store tværgående forlig – En Grøn Transportpolitik fra januar 2009. Den havde mange gode elementer med visioner og forslag til beslutningsprocesser, som dog desværre ikke blev fulgt. Det haster med en ny plan. De seneste tal fra Vejdirektoratet viser en voldsom stigning i trafikken på vore store veje. Vi kan ikke alene bygge os ud af trængslen. Vi skal selvfølgelig udbygge vejene nogle steder og investere i kollektiv trafik. Men vi bliver også nødt til at reducere trafikken i spidstimerne, og her er der kun en løsning. Det skal være dyrere at køre på vore veje i spidstimerne. Og så skal kommunerne have større frihedsgrader til at forbedre trafikmiljøet i byerne. Så kære transportminister – start med at aftale en køreplan for En grøn Transportpolitik 2.0. Så er jeg sikker på, at alle partner i transportsektoren vil gå positive ind i arbejdet.
    11 Kommentarer
  • Andreas Laustsen

    Balkanslanger og en sandheden om sandhugormen

    Selvom Europa ikke er kontinentet med verdens farligste slanger, findes der alligevel nogen trælse nogen af slagsen. I min sommerferie tilbragte jeg tre uger i landene Bosnien, Kroatien og Montenegro, hvor turen både bød på de benløse firben, stålorme, samt nogen af de giftigste hugorme, vi har i Europa. *Bosnisk vandretur med de indfødte.* For tre uger siden kørte jeg igennem det krigshærgede Bosnien via det turisthærgede Kroatien og videre til russerhærgede Montenegro, hvor det er nødvendigt med skilte at fortælle folk, at det altså ikke er helt OK at smide sten ned på husene, bare fordi man har et godt vantage point oppe fra den højtbeliggende borgmur i Kotor. Jeg kunne godt tænke mig at kende baggrundshistorien, selvom den formentligt er relativt jordnær ligesom hustagene set fra borgmuren. Formålet med denne tur var primært at give mine stakkels studerende lidt pusterum hjemme i laboratoriet til at lave alment banebrydende forskningsresultater og sekundært selv at holde lidt fri. Alligevel bød turen på lidt action inden for toksinologien. *Skilt med instruktioner om, at man ikke må kaste med sten på andres huse.* Ved besøg i tidligere diktator Titos hemmelige bunker i Konjic, Bosnien, stødte jeg på min første toksinologiske opgave, da en gruppe amerikanske turister hylede som bosniske vildsvin, da de fik øje på et aflangt, slangeformet dyr. I fraværet af Tito og for den sags skyld nogen af mine herpetologiske kollegaer (slangeforskere) var jeg pludselig den tilstedeværende autoritet. Jeg gik hen til gruppen kiggede på vilddyret (i dette tilfælde det, som var slangeformet og af ikke-amerikansk afstamning) og kunne konstatere, at det ikke var farligt. Det var nemlig det stålfarvede benløse firben, der er kendt som stålormen, som til lyden af de amerikanske grisehyl havde sørget for at pølle ud over sig selv, så den var for klam til at spise. *Stålorm (Anguis fragilis).* Det med at søle sig selv til med klamme kropssekreter som forsvarsteknik er ikke kun noget, man finder blandt dyrene. Tilbage i 1. klasse lærte jeg nemlig selv af Kasper G, at hvis der var nogen store lømler, som ville banke én, så skulle man bare skynde sig at snotte udover sig selv. Så ville selv de mindst hygiejniske lømler synes, at man var for klam til at banke. Jeg husker, at jeg var lidt lurvåren ved denne udlægning, men måtte konstatere, at Kasper havde ret, efter jeg så det demonstreret i en real-life case i ”den store” skolegård. Jeg kender reelt ikke årsagen til, hvorfor benløse firben ikke har nogen ben. Men jeg finder det sandsynligt, at det er fordi, en stor del af deres tilværelse foregår under jorden, hvor det kan være upraktisk at have ben. Denne forklaring var der i hvert fald ikke nogen ben i at overbevise amerikanerne om var den rigtige. Og det er vist også den accepterede forklaring på, hvorfor slanger heller ikke har ben. Senere på turen var jeg atter i Konjic for at tage på raftingekspedition. Man tænker måske ikke lige, at rafting er det oplagte sted at møde giftslanger. Men fra en lignende ekspedition på Nilen i Uganda for 6 år siden, huskede jeg, at det eneste, som de lokale sagde havde slået nogen ihjel på deres raftingekspeditioner, var en [mamba](https://ing.dk/blog/den-sorte-mambas-gift-174971), som ved et uheld kom op i båden og bed en rafter med alle kræfter. Lige siden har jeg været mindre bekymret for vandfald og whirlpools, men i stedet kigget grundigt efter, om der skulle være snakes on a boat (ligesom [det kendes fra flyvemaskiner](https://en.wikipedia.org/wiki/Snakes_on_a_Plane)). Heldigvis var det dog ikke nede i selve raften, at vi stødte på den giftigste slange på disse kanter. Derimod sad denne slange, sandhugormen (*Vipera ammodytes*), pænt på en klippeside, hvor man kun kunne komme til ved at svømme langs floden. *Sandhugormen (Vipera ammodytes).* Sandhugormen findes særligt på Balkan og i Mellemøsten og har forholdsvis lange hugtænder (op til 1.3 cm) og kan blive op til knap en meter. Deres gift er meget potent og består af en blanding af hæmotoksiner og neurotoksiner. I mennesker vil symptomerne på forgiftning primært være indre blødninger, men rundtossethed, smerte og (voldsom) hævelse får man dog også med i ombæringen. Sandhugormen er faktisk så frygtet blandt de indfødte, at mine bosniske lægevenner valgte at tage modgift med ud på turen, da vi vandrede igennem de ufremkommelige bjerge til Lukomir, der er Bosniens højest beliggende landsby. At tage modgift med på en vandretur var ellers kun noget, jeg havde prøvet i Costa Ricas jungle (hvor der var 6 timers transport med raft for at komme til nærmeste vej). *Serbisk modgift mod hugorme.* Heldigvis fik vi dog ikke brug for modgiften, som jeg derfor kunne tage med hjem til laboratoriet for at bruge den i forskningsmæssig sammenhæng. Det er nemlig stort set umuligt at skaffe modgifte i Danmark, selv hvis det kun er til forskningsbrug.
    10 Kommentarer
  • Bjørn Godske

    Fed weekend på Bellahøj

    Det er ikke ofte, at man frivilligt tilbringer hele otte timer på Bellahøj i udkanten af København. Stedet er mest kendt for sine klassiske højhuse fra 1950’erne og for at være en af de mest belastede indfaldsveje til hovedstaden. Men en weekend om året i starten af august handler det om biler og race. Motorbloggen var til stede til[ Copenhagen Historic Grand Prix](https://www.chgp.dk/) og blev endnu en gang imponeret af, hvor godt arrangørerne har formået at organiserer sådan et event. Måske er det ikke ligefrem i centrum af København, men så i det mindste i et særdeles trafikeret område. Der var både de traditionelle historiske racerløb med masser af drama (en Mascot knækkede vist bagakslen i en chikane og et par andre stødt temmelig hård sammen) og drønet fra en enorm amerikaner med en V8-motor, der tager hjørnerne på banen, hænger stadig i ørerne. Det var også imponerende at se gamle Volvo Amazon’er kører om kap med aldrende Porsche 911’er og de små racerbiler i[ Legends Car Cuppen](https://www.chgp.dk/deltagerliste-2019-legends-cup/) drøne rundt på banen. Men det var nok[ Super GT-klassen](https://www.chgp.dk/schedule-2019/), som jeg var mest interesseret i. Det type løb foregår normalt på rigtige racerbaner, så at se dem på en bybane var sjovt. Sjovt var det også at se Tom K. kører betalingsvillige publikummer rundt i en Lamborghini Hurracan Trofeo for at [samle penge ind til Riget](https://www.chgp.dk/race-for-riget-2019/). Titlen som den mest imponerende bil, går uden tvivl til en grøn Aston Martin Vulcan. Modellen er kun produceret i 24 styk og for 5.000 kr. var det faktisk muligt at få en tur rundt på banen. Det var syvende gang, at løbet blev afviklet på Bellahøj (og 19'ende gang i alt) og der blev sat rekord med 44.373 betalende gæster, næsten 250 racerkørere og ny rekord i indsamling til Riget. Hvis jeg skal komme med gode råd til arrangørerne, så kunne jeg virkelig ønske mig, at flere bilklubber fandt vejen forbi Bellahøj og viste deres klassiske biler frem. Bare glem forhandlerne og importører - på Bellahøj vil vi se gamle, velholdte klassiske biler.
    22 Kommentarer
  • Poul-Henning Kamp

    Ublox Z9P mangler 3,85 meter

    Jeg har leget videre med min Ublox Z9P GNSS modtager og nu ligger Hashøj hvor den skal, men den er 3,85 meter for lav. I "Valdemar" kan man slå op at postamentet på Hashøj har en højde på 93.363m i DVR90 modellen og 131.194m Ellipsoidehøjde. Z9P insisterer på at højden er 89.5m i DVR90. Generelt er GPS/GNSS ca. 10 gange dårligere til at måle lodret end vandret. Det er langt hen ad vejen en geometrisk ting. Forestil jer, at i ligger på ryggen med hovedet mod nord, kigger op på himmel(halv)kuglen og ser "lyset" i L-båndet omkring 1.2 GHz: Farverne angiver signalstyrken fra GPS satelitterne og som man kan se ligger Danmark på en dum breddegrad, for der er stort set ingen satelitter der færdes nord for os. Det skyldes at man valgte en inklination på 55° for GPS satelitternes baner, de kommer simpelthen ikke længere mod nord end lige over hovedet på os. Det betyder at GPS modtagere er næsten dobbelt så gode til at måle længdegrader som breddegrader her hos os. Højde måler de derimod elendigt på hele jordkloden, for der kommer aldrig satelittsignaler nedefra. Derfor viser man normalt GPS højder i hele meter, eller til nød i decimeter. Næste problem er så: Højden over hvad ? GPS bruger som tidligere nævnt WGS84 systemet, der er en geometrisk ellipsoide, en lidt fladtrykt kugle. For alle menneskelige og praktiske formål er det mere relevant at kende højden over den lokale vandstand og den afhænger af den lokale tyngdekraft: EGM96, *[Earth Gravitational Model 1996](https://en.wikipedia.org/wiki/Earth_Gravitational_Model)* er i bund og grund et tilnærmet Fourier-spektrum af tyngdekraftens styrke på hele planeten og resultatet er hvor højt vandet ville stå over WGS84 geoiden et givet sted på jorden "alt andet lige"[1] Nu er der som bekendt intet lige ved geodæsi og geofysik der er lige og derfor har vi [DVR90, Dansk Vertikal Reference](https://ing.dk/artikel/nyt-hojdesystem-kan-give-problemer-78397), her i landet som starter på [Århus Domkirke](https://stiften.dk/aarhus/Domkirken-er-et-dominerende-hoejdepunkt/artikel/165701). Normale GPS modtagere ved intet om DVR90, men giver i stedet Højden over EGM96 og hvis man kigger i det sædvanlige NMEA0183 output ser det således ud: $GPGGA,072000.00,5524.3895,N,01120.2103,E,7,08,1.0,38.28,M,37.80,M,,*58 38.28 m er højden over EGM96 og 37.80 m er hvor langt videre man skal ned for at nå til WGS84 ellipsoiden. Ialt er min antenne derfor 38.23 + 37.80 = 76.03m over WGS84 ellipsoiden. Hvis vi derimod kigger på output fra Z9P modtageren på samme antenne: $GPGGA,113855.00,5524.39051,N,01120.21084,E,1,06,1.66,32.6,M,41.7,M,,*60 32.6 m over EGM96 og 41.7 m videre ned til WGS84, ialt 74.3 m, hvilket er indenfor usikkerheden uden RTK. Forskellen på 41.7 og 37.80 = 3.90 meter og så passer højden på postamentet på Hashøj endelig. Med alle disse mellemregninger, måler jeg nu postamentet på Hashøj med en fejl på (-10.3±5.5 mm, -15.8±4.2 mm, 606.0 ±10 mm) Så mangler vi kun to sidste korrektioner: Selve målepunktet er inde midt i postamentet, men via åbninger i to sider kan man få en laser-afstandsmåler ind: Så den endelige højdemåling bliver 17±10mm til undersiden af min antenne. Antennens "fase-center" er nær overfladen på den "patch" antenne der er indstøbt i plastik, noget der på øjemål ligner 10-12mm højere oppe. Så lad os kalde det endelige resultat 6mm±12mm. Så ja: Med en masse benarbejde kan man på amatørvis indmåle ting indenfor ca. 2cm[2] Jeg har naturligvis rapporteret EGM89 problemet til Ublox, det burde kunne ordnes med en softwareopdatering, imellemtiden kan man bare lægge 3.9meter til højden manuelt[3]. *phk* [1] GPS modtagere implementerer normalt ikke EGM96 med dens tusinde fourier-koefficienter, men bruger i stedet en approximerende matrice. Den *helt rigtige* EGM96 højde for Hashøj er 38.894 m og for mit hus 38.844 m (Iflg. [UNAVO's web-regner](https://www.unavco.org/software/geodetic-utilities/geoid-height-calculator/geoid-height-calculator.html)) [2] Min RTK basestation er nu online på RTK2GO.com som "PHK-Slagelse", med ETRS89 og I er velkomne til at bruge den. [3] Jeg har ikke checket om det er 3.9 meter i resten af landet. Se fodnote 1 ovenfor.
    22 Kommentarer
  • Thomas Pedersen

    Spica tanke

    Kære læsere, Det er en stor fornøjelse at kunne sige at vi netop har bestilt materialer til den første Spica raket! Specifikt er det materialer til den første Spica rakets brændstoftanke som vi har bestilt materialer til. Lad os tage et kig på designet. Vi estimere pt Spica til at have et startmasse på ca. 3800 kg. Dertil kræves to tanke til at holde omkring 2100 kg brændstof. Med en yderdiameter på 955 mm så skal cylindersektionerne være næsten 1500 mm lange på begge tanke. Det passer rimelig godt med at vores valse maksimalt kan valse i en bredde på 1500 mm. Såfremt vi skal bruge større tanke sidenhen må de svejses af flere valsede sektioner, men i første omgang starter vi altså med to plader på 3000x1500 mm. De valses begge til 955 mm diameter. Som det ses kommer Spicas diameter til dels af størrelsen på de plader vi kan købe. Første store projekt i denne sammenhæng bliver en langsømssvejser. For at sikre at svejsesømmen bliver så perfekt som mulig vil vi gerne semi-automatisere processen. Ideen er derfor at lave et setup som kan holde det valse rør på plads mens en lineær føring kører en svejsepistol henover samlingen og giver så god en svejsning som muligt. Af vægthensyn skal vi så tæt på en svejsefaktor på 1 som overhovedet mulig. Vi har et lignende setup til rundsømmen mellem svøb og endebund. Når tanken er færdig ser den ud som nedenfor. *Første generation af en Spica tank.* Der skal naturligvis to styk til til en raket. Rørføring fra den øverste tank bliver på ydersiden ligesom på Nexø I & II. *Spicas brændstoftanke.* Men hvad så med godstykkelsen tænker I sikkert? Jo, vi satser på at belaste tankene hårdt, rigtig hårdt endda. Vi har tidligere lavet forsøg med mindre tanke omkring 260-300 mm i diameter. Her har vi eksperimentelt bestemt både Youngs modul og brudstyrken for 304/304L. Vi så her at materialet først begyndte at flyde omkring 400 MPa og brudstyrken var helt oppe på ca. 900 MPa. Ansporet af disse forsøg så er vi kommet op med et design hvor vi laver tankene i 3 mm plade men dog med 4 mm endebunde. Ideen er at vi efter fremstilling kolddeformerer tankene ved at tryksætte dem op over deres drifttryk. På den vis vil tankene flyde en smule men blive væsentlig stærkere. Vi regner med at tankenes drifttryk vil være omkring 20-21 bar og i så fald nok deformationshærde dem op til 30-32 bar. Her vil de være strukket lidt op over 500 MPa, men det viser de tidligere forsøg godt kan lade sig gøre. De endelige tanke vil da have en knap så regelmæssig cylinderform som på andre raketter, se blot herunder. *Deformationshærdet Spica tank.* Tankene er ikke helt tomme indvendigt som det ses nedenfor. De er udstyret med anti-slosh plader op langs siden som skal forhindre væsken i at skvulpe fra side til side. Disse laves i 1 mm plade som bukkes og hæftes på tankvæggen. Læg mærke til slidsen op langs siden der tillader at tankene deformationshærdes og udvider sig. Derudover findes der i bunden også anti-vortex baffles som forhindre at vi får dannet en hvirvelstrøm hen mod MECO. *Snittegning af Spica tank med anti-slosh og at anti-vortex baffles.* Vi mangler stadig et godt tilbud på endebunde i ø955x4 mm i 304/304L, hvis nogen her på bloggen kender det helt rigtige sted at få den slags til en god pris, så sig endelig til. Derfor går vi til en start (udover langsømssvejseren) i gang med at lave det korte mellemstykke mellem de to tanke, som ses nedenfor. *Mellemstykket mellem de to tanke som komme til at huse ventiler og tryksensorer.* Det skal ligeledes fremstilles af valset plade men vil jo ikke være trykbærende, derfor kan vi håndsvejse det inden langsømssvejseren bliver klar. Derudover vil man se at flangerne i enderne består af tre dele som svejses sammen. Det er noget som vi kan lave billigt og nemt på vores egen plasmaskære. De første materialer lander om alt går vel allerede i denne uge. Det bliver helt fantastisk endelig at svejse noget sammen som rent faktisk bliver til den første Spica raket!
    8 Kommentarer
  • Poul-Henning Kamp

    Op og Ned for atomkraft

    Et kort nyheds-resume fra atomkraft verdenen: Kina har genstartet bygningen af atomkraft: [Seks reaktorer og ialt 7 GW.](https://asia.nikkei.com/Business/Energy/China-approves-first-new-nuclear-reactors-in-3-plus-years) Kinas fokus er skiftet i retning af deres egen Hualong-One design, formodentlig som konsekvens af Trumps handelskrig imod Kina og dermed er USA nok definitivt ude af bygge-atomkraftværker-branchen. I England har Rolls-Royce fået ₤18M til at [videreudvikle deres bud på "lille-modulær-atomkraft"](https://www.pesmedia.com/rolls-royce-mini-nuclear-power-stations-funding/), det er stadig uklart om det fjerner ["Til Salg" skiltet](https://www.neimagazine.com/news/newsrolls-royce-looks-to-sell-international-civil-nuclear-business-7030284) fra deres civile atomkraft aktiviteter. I Frankrig [kæmper de stadig med hedebølgen](https://www.power-technology.com/news/edf-energy-golfech-nuclear-plant-heatwave/) og varmt flodkølevand og folk begynder at tale seriøst om bare at [opgive Flamanville reaktoren](https://international.la-croix.com/news/should-the-french-nuclear-reactor-be-abandoned/10639) fordi den er kørt helt i skoven. Belgien er ved at få genstartet de reaktorer der har været [lukket for reparationer](https://www.brusselstimes.com/all-news/belgium-all-news/61331/nuclear-reactor-doel-3-restarted-earlier-than-expected/) og på grund af deres kaotiske elforsyning, ser EU lidt igennem fingre med [rodet i papirarbejdet på Doel 1&2.](https://www.dw.com/en/belgium-broke-law-but-can-keep-nuclear-plants-open-eu-court-rules/a-49787150) I Japan har TEPCO givet efter for presset og vil nu [lukke Fukushima Daini](https://english.kyodonews.net/news/2019/07/e344e64406e2-tepco-says-will-decommission-fukushima-daini-nuclear-reactor.html), der ligger 12km syd for Fukushima Daiichi, der kun takket være godt held ikke nedsmeltede på samme vis som naboen. Sidst men ikke mindst, har Periodic Videos været på [besøg på Oak Ridge's High Flux forsøgsreaktor](https://www.youtube.com/watch?v=P99C051arMo) som har et ret interessant design. *phk*
    166 Kommentarer
  • Thomas Pedersen

    It swirls!

    Kære læsere, Vi har brugt en del tid på at forberede lodning af de første messing swirlers. Ideen var nemlig at lodde dem i vakuum. Til det lavede vi et fint lille rustfast kammer, som passer ind i vores keramikovn. I toppen af det rustfaste kammer er der så en forskruning som tillader os at pumpe den ned til vakuum og sende argon ind i stedet. Placeret inde i keramikovnen kan man så varme det hele op til de nødvendige ca. 700 grader, hvor lodningen sker. Resultatet blev da også to swirlers som umiddelbart er loddet fint sammen. De har dog en del mere “patina” end vi lige havde forventet, når nu opvarmningen er sket i argon. Det er ikke nødvendigvis dårligt som sådan, men når vi nu har besværet os med hele vakuumlodning-setuppet, så havde vi håbet resultatet var lidt pænere. I kan se lidt mere om setuppet og resultatet i vores nyeste video om swirlers, som Sarunas har skruet sammen. [video: https://youtu.be/yCrJieFgWs4] Vakuum-lodningen er en ganske langsom process, primært begrænset at keramikovnen som ikke tåler hurtig opvarmning og nedkøling. Så at varme op til 700 grader og køle ned igen tager en halv dag. Derfor hev vi en anden metode frem fra skuffen. I vores lille støbeværksted, hvor der arbejdes med støbning af primært aluminium, har vi nemlig et dejligt setup til indkuktionsopvarmning. Jacob fik derfor hurtigt bøjet et kobberrør i rette størrelse til at kunne omslutte en swirler og straks efter fik vi loddepasta på et element og sat noget varme på. *Induktionslodning af swirler-element.* Som det ses på billedet (og i ovenstående video), så blive elementet kortvarigt rødglødende og loddepastaen flyder ud og lodder de i alt tre dele sammen. Til sammenligning med vakuumlodning så tager det et minuts tid med induktionslodning. Elementet i videoen er første forsøg og det kan sikkert lykkes at få loddet til at flyde lidt mere og lidt pænere med lidt optimering. Men umiddelbart ser det rigtig fint ud. De enkelte elementer skal efter lodning testes i vores dertil fremstillede setup. Det består af en vandtank, som før blev brugt til BPM5 injektortest, og dertil to tryksensorer og to flowsensorer, så vi kan måle tryk og flow på både oxidizer- og fuel-siden. Den anden dag havde vi endnu ikke datalogning til dette oppe at køre, så det blev bare til at lege lidt med at kigge på flowet. Det ser ganske lovende ud og vi glæder os til at karakterisere flowkarakteristikken på de første elementer. Så må vi se om beregningerne bag holder og om vi skal ændre i designet. *Første flowforsøg var rent visuelt, da vi ikke havde datalogning kørende.* I den kommende weekend får vi forhåbentlig logget nogle data og så ved vi meget mere!
    9 Kommentarer
Sektioner

cheap jerseys |  wholesale jerseys |  Wholesale jerseys |  Wholesale nfl jerseys |  cheap jerseys |  cheap nfl jerseys |  cheap jerseys |  wholesale jerseys |  cheap nfl jerseys |  cheap jerseys wholesale |  Cheap NFL Jerseys |  wholesale nfl jerseys |  wholesale nba Jerseys |  Retro Football Jerseys |  Cheap authentic nfl jerseys |  Cheap basketball jerseys |  Cheap Soccer Jerseys |  Paris Saint Germain jersey |  website Map |  cheap nba jerseys wholesale |  Wholesale Replica Football Jerseys |  Custom Baseball Jerseys |